AMAZING WORK LIFE BALANCE...ELLER HVA´?

Lige meget hvor man kigger på netttet bliver New Zealand altid fremhævet som det land der har den bedste balance imellem arbejds og privat liv.

Da vi besluttede os for at afprøve livet i udlandet var det da også en af hovedårsagerne til at valget faldt på netop New Zealand.

Drømmen om at stå af den vestlige verdens materialistiske ræs med al dens stress og depressioner syntes lovende og vi glædede os til at kunne tilbringe mere tid sammen som familie. At få denne mulighed i et samfund med samme sikkerhedsnet, værdier og velfærdsniveau, overbeviste os om at det var det helt rigtige valg vi havde truffet.

Genopbygningen af Christchurch og manglen på arbejdskraft, ydede stor job sikkerhed og dermed større økonomisk frihed hviket kun gjorde beslutningen lettere.

"Amazing work life balance" syntes imidlertid at være et reklame slogan for NZ som efter et år ringer ca. lige så hult som Coca Cola´s løfter om et fantastisk liv. Sandheden er, at når man er vant til danske standarter, ikke vil opleve en forbedring af familie livet men derimod en forringelse.

50 timers arbejdsuge incl. én times selvbetalt frokostpause, 5 betalte årlige sygedage (som skal optjenes over det første halve år hvor man ikke må være syg), 4 ugers ferie og som fastlønnet, 200 timers ubetalt overarbejde om året. Det er virkeligheden her.

Jeg ved godt at der er mange der arbejder både 50 timer om ugen eller mere også i Danmark, men pointen er at vi får betaling eller afspadsering for vores ekstra tid.

I Danmark er vi med børn, vant til mange og gode pasningsmuligheder. Endda i en sådan grad at vi stiller spørgsmålstegn ved om det er det er til vores børn bedste.

New Zealand har derimod ikke mange pasningsmuligheder og de få der findes er meget dyre. Det betyder at de fleste børn hentes direkte efter skole, hvorefter de køres til sport eller lignene. Vores oplevelse har været at det er utroligt svært at skaffe legeaftaler og i det hele taget få opbygget en fast omgangskreds for vores børn.

Pga. manglen på pasningsmuligheder, går rigtig mange kvinder hjemme og har man ikke et godt netværk kan det synes nærmest umuligt at begge forældrer arbejder. Det har I vores tilfælde betydet at jeg, som altid har arbejdet fuld tid, pludselig er nærmest er blevet hjemmegående husmor og kun har haft mulighed for at freelance lidt. Jeg har derfor tilbragt meget tid sammen med vores børn, men samtidig har deres far måttet arbejde langt mere end normalt for at holde økonomien gående.

Meget familetid for os alle sammen sammen, kan man ikke sige at det er blevet til.

"The kiwi way of life" har for os, fået en ny og knap så attraktiv en betydning!