Farvel og På Gensyn.

Der er sket utroligt meget den sidste uges tid!

Først og fremmest har vi sagt farvel til vores gode venner fra Polen. De skal rejse rundt i New Zealand de næste tre uger, inden de tager videre til Bali. Derefter vender de tilbage til Polen.

Det er en utrolig mærkelig fornemmelse at gå forbi, det nu tomme hus, uden at kunne kigge ind til en hyggelig kop kaffe eller thé. Oscar og Clara savner dem også. Vores unger plejer ofte at lege sammen, så lige nu føles det lidt tomt og trist.

Foran deres hus plejer der at stå "et totem", som de har fundet på en af deres mange ture - det er nu flyttet ind i vores garage og hver gang vi kigger på det, tænker vi på alle vores snakke. For vores historier her i NZ har været utroligt ens.

Begge vores familier har haft store udfordringer her og sammen har vi kunne finde støtte og forståelse i hinanden, når det hele blev rigtigt svært og længslen efter det derhjemme alt for stor.

Et par billeder af familien som jeg har lånt fra Marta´s blog.

Den forladte totem som vi skal have med hjem til Danmark, til når vi mødes igen :)

Heldigvis er det ikke helt slut, for om 5 uger mødes vi på Bali og til sommer igen i Danmark. For næste gang er det nemlig vores tur til at sætte punktum for det New Zealandske eventyr.

Vi er begyndt at pakke småtingene sammen og sælge ud af de ting vi ikke skal have med hjem. Skolerne har også fået besked om vores afrejse. Det betød at jeg idag, hentede en totalt opløst Clara fra skole. Hendes venner og lærere havde givet udtryk for hvor meget de vil savne hende og pludselig var det gået op for hende hvilket dilemma hun stod i. På den ene side glæder hun sig helt vild til at komme hjem - specielt til bedste-veninde Laura, men samtidigforstår hun også godt hvor langt væk New Zealand ligger og at vi ikke bare kan besøge vennerne her.

Hun græd som pisket, mens hun blev ved med at fortælle mig hvor meget hun ville komme til at savne hernede.

Tilfældigvis havde vi få dage forinden lavet en video, om de ting hun glædede sig til ved at komme hjem og om de som hun kommer til at savne. Du kan høre hvad hun har at fortælle her:

Både Oscar og Clara har klaret rigtigt flot at blivet rykket fra Danmark og hele vejen om på den anden side af kloden.

Men hvor Clara faldt enormt hurtigt til og talte næsten flydende engelsk, efter blot tre måneder, har det været lidt en anden historie for Oscar.

Han har aldrig ønsket at være her og fordi han har Tourette, har han kæmpet en mere end ulige kamp. New Zealand er nemlig langt bagefter, når det kommer til viden og behandling af Tourette og det har haft stor betydning for Oscar. Han er derfor også den der glæder sig mest til at komme hjem igen.

Det er svært at se sine børn kede af det og selvom jeg stadig er sikker på at vi gjorde det rigtige ved at rejse til NZ, så må jeg også indrømme at jeg også er sikker på at det er rigtigt at vende hjem igen. Der venter nemlig hele vores fantastiske netværk og familie :)

Midt i alt det triste har vi dog også noget at glæde os til, for i morgen får vi besøg af danske Louise fra Holstebro.

Jeg har lånt et billede af Louise på hendes facebook side og sød, det ser hun ud :)

Louise kontaktede mig for et stykke tid siden, for at høre om jeg skulle kende til nogen som ville have besøg af hende. Det ville vi selvfølgelig gerne, så Louise skal tilbringe en uge her hos os.

Louise er en temmelig imponerende ung dame, for selv om hun kun er 15 år og går i 8. klasse, har hun selv stablet et to måneder forløb på benene, som bringer hende rundt i det meste af NZ.

Hun og hendes forældre har været så fantastiske at sende os en stor kasse lakrids - noget vi har nydt meget. Så nu glæder vi os bare til at møde hende i morgen og vise hende rundt i området.

En meget tilfreds familie i færd med at spise tilsendte lakridspiber fra Louise og hendes forældre - mange tak for det :)