Klar Til Nye Eventyr

tinahare8
May 13, 2015
3 min read

Det har været tid til endnu et farvel, for i går forlod mine forældre New Zealand.

Selv om der kun er ca. 6 uger til at vi lander på dansk jord, blev det en tårevædet afsked. Det er sjovt, for selv om man ofte joker med at man aldrig kunne bo med sine forældre igen, så har det været en utrolig gave at have dem her. Det har lettet vores liv i en sådan grad at det næsten er umuligt at beskrive.

Tænk at man som 40 årig kan have mere brug for sine forældre end nogensinde før… og tænk at de gider være der. Det er intet mindre end forunderligt men også ret heldigt, for når vi kommer hjem skal vi nemlig bo hos dem i 5 uger, inden vi kan få vores hus igen.

Vi har haft nogle fantastiske oplevelser sammen her i New Zealand. Vi har set den smukkeste natur man kan tænke sig, både på sejlture, i bjergene og i regnskove. Jeg er så ufattelig taknemmelig for at have fået lov til at dele denne oplevelse med dem – ja det er vi alle fem, er jeg sikker på.

Den sidste uge inden deres afrejse, har de været så søde at hjælpe med at pakke. Så nu står de fleste af vores ting i garagen – pakket pænt ned i flyttekasser.

Flyttekasserne er fra Silvan og de er næsten alle klistret godt sammen med pakketape. Turen herover var hård ved dem, men da flyttekasser her koster en bondegård (eller næsten) så besluttede vi os for at renovere de medbragte. Nu håber vi så bare at tapen holder dem sammen, til de igen når Gistrup.

Lørdag fyldte Eik 21 år. Det burde have været en stor dag som blev fejret med maner, men pga. alt pakkeriet var vi blevet enige om at hun inviterede sine venner på en omgang laser game, tog ud og spise med dem og til sidst en tur i byen.

Jeg havde dog planlagt en Pinata kage til hende og min mor havde bagt birkes til morgenmaden.

Desværre blev dagen lidt forpurret af at jeg var blevet syg, så i stedet for at fejre hende, tilbragte Peter og jeg dagen hos lægevagten mens mine forældre måtte stå for ”underholdningen” herhjemme.

Vi kom først hjem efter at Eik var taget i byen og jeg havde fået fornøjelsen af endnu en skøn diagnose, nemlig Trigeminal Neuralgia, som er ekstreme nervesmerter i ansigtet. Normalt tilfalder denne skønne sydom kun folk over 50, så jeg har været ekstremt heldig at få den allerede nu.

Man kan jo også sige at det havde været lidt for let kun at skulle pakke huset sammen, så nu har jeg lidt ekstra udfordringer.

Aftenen gik da også med voldsomme smerter og det på trods af en dobbelt dosis morfin hos lægen. Heldigvis trådte min dejlige mor til og hver gang jeg fik et anfald af smerter, krammede hun mig blidt indtil det var gået over. Endnu et bevis på at man har brug for sin mor, selv efter de 40.

Nu er de som sagt rejst hjem og Oscar græd flere gange i går, af savn efter dem. Jeg tror såmænd selv min far syntes det var svært at rejse, for jeg er sikker på at han havde tårer i øjnene da han sagde farvel.

Vi tæller ned på vores kalender i køkkenet. Hver dag kan vi krydse endnu en dag af og nu er der kun 17 dage til vi sætter os i flyveren og flyver til Bali. Her vi er så heldige at kunne nyde tre uger sammen, inden vi flyver videre hjem til Danmark.

De næste uger kommer til at gå med at pakke, gøre hus rent og sige farve til venner, så vi kommer nok til at trænge til ferie.

Når jeg sidder her blandt flyttekasser, rengøringsmidler og rod så kan jeg godt komme til at spekulere over hvad hulen der har fået os til at gå gennem alt det bøvl, for at flytte 1,5 år helt over på den anden side af kloden. For det har bestemt ikke været nemt, hverken at flytte til eller bo i NZ. Alligevel efterlader jeg et lille stykke af mit hjerte i landet med de imponerende bjerge og smukke søer.

Peter og jeg elsker begge et godt eventyr og hvis der kom et nyt så begav vi os, skøre som vi er, nok af sted igen. Det bliver nok ikke helt så vildt næste gang, men jeg er alligevel sikker på at der venter nye eventyr lige rundt om hjørnet!