Tankemylder

Jeg har tankemylder!

Ja det er rigtigt nok. Når jeg står i badet, når jeg laver aftensmad, ja selv når jeg ligger i sengen kl. halv tre om natten og Clara lige er kravlet ind til mig og iskold ligger og varmer sig, mens hendes albue borer sig ind i min ryg. Selv der kommer jeg til at tænke over mit liv.

Mine tanker drejer sig ikke om den manglende nattesøvn eller hvor kolde hendes fødder egentligt er – nej det der roterer i mit hoved er tankerne om hvordan jeg skal få ungerne akklimatiseret når vi vender hjem. Hvad der sker når de finder ud af at livet derhjemme er fortsat og at der er dannet nye venskaber uden dem. Vores ældste har allerede mareridt om at han er blevet glemt derhjemme og at der ikke længere er plads til ham, så det fylder meget. Den yngste har svært ved at forlade NZ fordi hun kommer til at savne det hele her, men samtidig vil hun også bare gerne hjem – for ventetiden lige nu er meget svær!

Det er svært ikke at få lidt ondt i maven når man kigger disse to dejligheder i øjnene - for det er jo os det har valgt at de skulle igennem alt det her.

Og kampen slutter ikke bare fordi vi rammer dansk jord – tværtimod. Der bliver ting som man savner fra NZ og venner der er svære at undvære. Der er også en skole at slås med og ting der ikke fungerer, men til gengæld er der så vores fantastiske netværk og det er jeg sikker på hjælper lidt på det hele.

En anden ting der fylder utroligt meget, er tanken om hvad jeg egentligt har opnået det sidste halvandet år.

Da jeg forlod Danmark havde jeg mange og store planer. Jeg skulle både vandre i bjerge, tabe de overflødige kilo og ud at arbejde med spændende tv programmer. Her halandet år senere er jeg hverken yngre, tyndere - underligt i øvrigt at man føler sig mere som en succes hvis man er blevet tynd ikke? Jeg er ikke rigere eller mere kvalificeret til et nyt job, end da jeg rejste.

Dem der kender mig, ved at mit energiniveau er højere end de flestes – ja nogle vil måske endda sige at jeg har ild i røven. Det er derfor heller ikke nemt at være hjemmegående husmor her i NZ, når ens hjerne konstant skriger på nye udfordringer.

Jeg har forsøgt at aktivere mig selv efter bedste evne. Jeg har taget freelance jobs som ansigtsmaler og still fotograf, lavet transkriberinger og lært om nye medier og hvordan man bedst bruger dem. Jeg har bla. malet ALLE møbler i huset, bygget nye og restaureret gamle.

Alligevel er der kun to ting som har gjort mig helt igennem glad, nemlig at tage billeder og at skrive til bloggen. Jeg troede oprigtigt ikke det at lave en blog ville være noget for mig, men det er gået hen og blevet min livsline. Når jeg skriver, føler jeg mig fri - ligesom jeg også gør, når jeg ligger på knæ i mudderet for at få det helt rigtige billede i kassen.

Men kan jeg så bruge det til noget når jeg kommer hjem? Det håber jeg, for jeg har gjort mit bedste for at strukturer min hverdag således at jeg bruger mit fag hvert eneste dag.

Det er trist at jeg ikke har haft mulighed for at arbejde fast her i NZ, men når man har et barn med voldsom angst og samtidig har valgt et land som NZ, hvor der ikke rigtigt er så mange pasningstilbud, ja så må man jo tage konsekvensen.

Der er sikker også mange der vil mene at det er en utrolig gave at få lov til at tilbringe så meget tid med sine unger, og ja det har de selvfølgelig ret i, men jeg glæder mig alligevel til jeg kommer hjem og kommer ud og møder nogle nye mennesker.

Jeg har gjort det meste klar til den helt store jobsøgnings kampagne, så nu må jeg bare håbe at der er nogle der kan bruge én som mig – så jeg kan komme ud og få brændt noget af krudtet af.

Der hvor jeg har det allerbedst - i smukke omgivelser, med mit kamera i hånden!